Unser Mitglied Poul Arly Pedersen war so lieb der folgende Artikel (in Dänisch) für unseren Newletter zu schreiben.

Fra lørdag 26/8 til søndag 3/9 i år afholder Interlaken i Berner Oberland for 10. gang den traditionsrige Unspunnen-fest med næsten alt, hvad hjertet begærer inden for schweizisk folklore. Lige fra traditionel alpehornsblæsning, fanesvingning, koklokkeslagning, gedepiskesmæld og æggeløb til schwinget (brydning) og stenstødning mm. Men også dragtgrupper, folkemusikere og selvfølgelig jodlere er rigt repræsenteret ved denne overdådige dragt- og alpehyrdefest.

Helt fra ældgammel tid har man flere steder i Schweiz afholdt sådanne sammenkomster, hovedsageligt efter at køerne blev hentet ned fra Alpen, og ejerne med deres familie ville inspicere dem. Men netop Unspunnen-festen, opkaldt efter det oprindelige afholdssted ved borgruinen Unspunnen ved Interlaken, har sin helt egen historie.

Efter ophævelsen af Den Helvetiske Republik (1798-1803) under fransk herredømme, hvor Bern havde været adskilt fra det bjergrige Berner Oberland, genskabtes Det Schweiziske Edsforbund med sin oprindelige opdeling i kantoner. Nye kantoner kom til, og gamle tvangsdelte områder blev genforenet. For at sammentømre by-, land- og bjergboerne i kanton Bern (gen)opfandt man derfor denne folkefest i 1805. Dog uden vedvarende succes; i hvert fald gik der, bortset fra en enkel gentagelse i 1808, hundrede år, før fest nummer tre blev afholdt i 1905. På trods af at man havde planlagt fortsat at feste hvert andet eller tredje år. Med senere årstal som 1946, 1955, 1968, 1981, 1993 og 2006 ses det, at man stadig ikke har nået sit mål.

Sidste afholdelse i 2006 skulle egentlig have være afholdt året før som en storstilet 200-årsjubilæumsfest. Men et katastrofalt regnvejr med flere dages uophørlig nedbør medførte kort forinden store oversvømmelser og ødelæggelser af bl.a. veje og jernbaneforbindelser. I den nærtliggende by Brienz døde også en mor med sin 15-årige datter, da deres hus sammen med syv andre huse i et lavineskred styrtede ned i Brienzersøen. Ingen havde lyst til at feste.

Men livet skulle jo gå videre, og året efter optrådte 10.000 deltagere, bistået af 2.000 hjælpere, for 120.000 besøgende ved Schweiz´ vel nok største Schwing- og Älplerfest. De mange arrangementer foregik primært på Interlakens store grønne område Höhematte med udsigt til det berømte snebjerg Jungfrau, hvor også det enormt flotte festfyrværkeri den første aften blev afholdt.

Blandt de mange discipliner tiltrækker især den schweiziske form for brydning Schwinget sig stor opmærksomhed. Iført nogle store, men lidet kønne korte bukser uden på de lange, vælter de seje og kraftige brydere sig rundt i en savsmuldsarena i kampen om at vinde sejren i en af de mange rangklasser. Men i sidste ende selvfølgelig for at blive kronet til festens Schwingerkönig. En ære, der er omgivet med stor respekt. I øvrigt er det en sport, som de fleste kraftkarle i bjergene er vokset op med fra barnsben af, da der rundt om i Alperne også afholdes konkurrencer i drengeschwinget. Endelig kan det tilføjes, at den første Schwingerdronning blev kåret i 1980 ved en anden Schwingetfest.

Inden for stenstødningen kæmpes der med sten fra 4 til 40 kg, hvor ligeledes kvinderne er repræsenteret. Men højdepunktet er uden tvivl stødningen med den traditionsbundne 83,5 kg tunge Unspunnen-sten, hvor rekorden i 2006 blev på 3,89 meter. Ved det officielle schweiziske mesterskab var længden dog allerede oppe på 4,11 meter.

Ifølge overleveringen skulle den oprindelige sten i 1805 have vejet 184 pund, men det kan godt have drejet sig om andre vægtenheder end i dag. I 1905 fandt man en ny sten, påmejslede den årstallene 1805-1905 og vejede den til 167 pund. Uden efterfølgende at kunne dokumentere, hvor stenen befandt sig indtil 1946, mener man, at det dengang drejede sig om den samme sten. Herefter blev den givet i varetægt til Interlakens gymnastikforening og endelig, da bydelen Unterseen i 1980 fik et turistmuseum, blev den udstillet der. Lige indtil den en søndag formiddag i 1984 meget symbolsk blev stjålet af jurassiske separatister.

Til forklaring har det siden Wienerkongressen i 1815, hvor Schweiz´ både indre og ydre grænser blev fastlagte, i større eller mindre grad slået gnister mellem fransk og tysk kultur oppe i det nordvestlige hjørne af kanton Bern. Som kompensation for andre tabte områder fik Bern nemlig det tidligere bispedømme Basels områder inde i Jurabjergene. Desværre uden at man havde taget lokalbefolkningen i ed. Efter flere folkeafstemninger dannede man derfor endelig i 1979 den selvstændige kanton Jura. Men selv ikke et par senere grænsejusteringer stoppede stridighederne helt blandt de mest yderligtgående.

I 1999 fandt man stenen i en kælder i Belgien udsmykket med europastjerner og separatisternes emblem. Efter at have fjernet ”udsmykningen” vejede den imidlertid to kg mindre, hvorfor man besluttede fortsat at benytte sig af kopien fra 1993. Nok meget klogt, da den rigtige sten under en udstilling på Interlakens førende femstjernede hotel i 2005 igen blev stjålet. Denne gang dog uden større virak.

Heldigvis har festlighederne heller ingen skade lidt og kan virkelig anbefales alle. Det gælder også den yngre generation, hvilket uundgåeligt leder tankerne tilbage til nogle af de tidligste beskrivelser af folkefesten. Herunder ligeledes den såkaldte Chiltgang (natligt kærestebesøg). Trods tidens strenge moral så man gennem fingre med mangen en ungersvends listen på frierfødder, mens han typisk med en stige på nakken i nattens mulm og mørke fandt vej til sin udkårne piges sovekammervindue. Dog krævede det selvfølgelig, at hun var villig til at åbne vinduet, ligesom det under ingen omstændigheder måtte ende med en graviditet. I modsat fald var den eneste redning for det unge elskende par kun et hurtigt giftermål. Men det var måske heller ikke allerværst.